Chorus
Om jeg lever
Om jeg dør
Vil min sjæl lovsynge
med min bedste ven
Med dig Helligånd
Med dig fornyes jeg
Vers 1
I samlet flok
Vi synger ud
vor taknemmelighed
til dig Gud
Chorus
Om jeg lever
Om jeg dør
Vil min sjæl lovsynge
med min bedste ven
Med dig Helligånd
Med dig fornyes jeg
Vers 2
Jeg kroner dig
en evighed lang
Til denne sang skal du
I mit hjerte trone
Bridge
Når mørket falder på
er du mit lys, min fred
Du holder fast i mig
når alting andet brister
Din kærlighed står fast
og jeg hviler i dit nærvær
For du alene, Gud
er min frelser, mit håb
Chorus
Om jeg lever
Om jeg dør
Vil min sjæl lovsynge
med min bedste ven
Med dig Helligånd
Med dig fornyes jeg
Vers 2
Jeg kroner dig
en evighed lang
Til denne sang skal du
I mit hjerte trone
Chorus
Om jeg lever
Om jeg dør
Vil min sjæl lovsynge
med min bedste ven
Med dig Helligånd
Med dig fornyes jeg
Da jeg skrev “Om jeg lever, om jeg dør”, var det vigtigt for mig at understrege én ting:
Sangen handler ikke om dødslængsel eller opgivenhed.
Tværtimod.
Den handler om den tryghed, jeg finder i min tro på, at mit liv og min sjæl tilhører Gud, uanset hvilke omstændigheder jeg står i. Om jeg lever mange år endnu, eller om min jordiske vandring en dag slutter, så ændrer det ikke ved, hvem Gud er. Kristus er stadig konge, og han er stadig mit håb.
Den tanke har altid givet mig fred.
I sangens første vers bruger jeg bevidst ordet vi i stedet for jeg. Det skyldes, at sangen ikke kun er tænkt som en personlig bekendelse, men også som en fælles proklamation fra menigheden. Vi står sammen og udtrykker vores taknemmelighed over for Gud. Vi løfter vores stemmer og erkender, at han er værdig til vores lovsang, uanset hvad livet bringer.
Sangen er også inspireret af de bibelske tekster, hvor David taler til sin egen sjæl og opmuntrer den til at prise Gud:
“Min sjæl, lov Herren.”
Det er en tanke, jeg holder meget af. At lovsang ikke kun er noget, der kommer af følelser eller gode omstændigheder, men noget vi nogle gange vælger, fordi vi ved, hvem Gud er.
“Om jeg lever, om jeg dør” er en lovsang om trofasthed.
Den beskriver et menneske, som har fundet sin identitet og sit håb i Gud. Ikke fordi livet altid er let, men fordi Guds kærlighed og nærvær rækker længere end livets skiftende situationer.
I omkvædet gentages budskabet om, at sjælen vil fortsætte med at lovsynge Gud. Ikke alene, men i fællesskab med Helligånden, som trøster, vejleder og fornyer.
Versene udtrykker både menighedens fælles taknemmelighed og den personlige overgivelse til Gud. Broen understreger, at Gud forbliver den samme, selv når mørket falder på, og når alt andet omkring os synes at vakle.
For mig er sangen derfor et vidnesbyrd om tillid.
Ikke tillid til mine egne evner eller min egen styrke, men tillid til, at Gud holder fast, også når livet forandrer sig.
Hvis jeg skulle sammenfatte sangens budskab i én sætning, ville det være:
Min tilbedelse af Gud afhænger ikke af mine omstændigheder, men af hvem han er.
Livet vil byde på både glæder og sorger. Der vil komme dage med sejr og dage med nederlag. Men gennem det hele ønsker jeg, at min sjæl må blive ved med at prise Gud.
Om jeg lever.
Om jeg dør.
Kristus er stadig konge.
Allan Kristian Henriksen